Dette kontrastfyldte spændingsfelt er en arkitektonisk refleksion af kirkens dobbelte liv, mellem på den ene side det praktiske og sociale arbejde i samfundet, og på den anden side det åndlige og immaterielle liv som knytter sig til religionen.

Konkret består forslaget i sin hovedidé således af to bygningsvoluminer. En som er enkel og rationel og en som er organisk og formløs. Den profane del er således repræsenteret som et bygningsvolumen, hvis form er retvinklet, rationel og stående på jorden. Denne del af kirken rummer alle de praktiske funktioner og kulturrummet.

Den kirkelige del henter sin form og geometri fra vandet og himlen, eller med andre ord, fra det formløse ophøjede og uendelige – alt det som ligger uden for vores fatteevne. Kirkens form repræsenterer det, som ligger uden for hverdagens rationelle logik, og med sin placering direkte i vandet tydeliggøres dette forhold.

Opdelingen er meget lig den man finder i traditionelle kirker, der ofte er delt mellem en kirke og et menighedshus. De to dele knyttes sammen af et materialefælleskab, de er begge bygget af de samme teglsten, og en lav mellembygning, der forbinder dem funktionelt via kulturhusets forrum og kirkens våbenhus.