Med dette forslag til en ny pavillon forsøger vi at favne livet i Kongens have, i en form og et rum, som tager afsæt i stedets karakter og ønsket om en intim ramme om mindre begivenheder arrangeret af ”Café Hercules”. Man må bevæge sig omkring pavillonen for at forstå dens dynamiske form, hvis skulpturelle ide er hentet fra barokkens billedhuggerkunst. Barokken som jo også er havens planmæssige fundament. Pavillonen oscillerer i skala mellem møbel, bygning og landskab. Hensigten er at skabe en flertydig figur, der danner et stærkt associationsrum. Kirke – skib – busk – hæk – maske – slør –bænk – kar – et skib. Havens gæster vil forhåbentlig se forskellige ting i dette forslag til en ny pavillon.
Tanken har været at organisere det norske træ i et tæt og samlet punkt, som en kontrast til de forgående års pavilloner, hvis figur og rum har tilhørt fladen og horisonten. Ikke som en kritik, men blot som et forsøg på at skabe en ny oplevelse for havens gæster. Pavillonen fremstår kraftfuld i sin figur og på samme tid skrøbelig i dens filigranagtige beklædning af lodrette lameller. Når solen filtreres gennem det norske fyrretræsslør dannes et skyggespil på pavillonen, der drager den besøgende mod sig, ved på samme tid at være mystisk og venlig. Murbindere fastholder beklædningen til den bærende konstruktion og skaber samtidig et lag af ornamentik, der skaber en forbindelse til havens træer. Omkring hele pavillonens yderside løber en bænk med, hvad der kan opfattes som en meget høj ryg. Her kan man sidde alene eller sammen med andre og betragte havens liv bekvemt tilbagelænet med ryggen mod huset. En gestus til både kærestepar og avislæsere med fredagsøl.

Man entrer pavillonen ad en landgangsbro. Overgangen mellem ude og inde er her artikuleret som en særlig oplevelse. En dørtærskel som er trukket ud til halvanden meter for at understrege begivenheden. Åbningen bliver hermed til mere end blot en grænse som skal overskrides, men et mellemrum, der sætter fokus på et vigtigt sted i arkitekturen – passagen mellem to verdener. I dette rum, mellem den ydre beklædning og den indre ”skal” blottes den bærende konstruktion på alle sider. En slag rumlig hæk i slægtskab med børnenes buskede verden omkring boldbanerne – og mon ikke det for det meste vil være børnene, der bevæger sig ind i mellemrummets virvar af dragere og snore som forbinder murbindere på yder og inderside?

Det indre rum er formet som en svagt deformeret skål med sider der vipper en anelse udad og inviterer himlen ned i rummet som satelitskålen, der kommunikerer med himmelrummet. Denne salon, som vi kalder den, er intim i sin størrelse og kan rumme en mindre forsamling. Digtoplæsninger og cellospil er velegnet indenfor karrets opadstræbende tværsnit. Ellers er tanken at rummet skal invitere til en form for ophold, hvor simple ting kan værdsættes. Et indadvendt og kontemplativt rum på havens horisontale flade. Det skrånende gulv inviterer til at man lægger sig og kigger på skyerne der driver forbi mens solen danner først en halvcirkel på rummets inderside for derefter at fylde det med lys og til sidst skabe en ny halvcirkel på den modstående side. Et slags solkar eller himmelskib hvis man er i det romantiske hjørne. Her kan man bade i lysets fra den nærmeste stjerne mens larmen fra øldrikkende studenter forankrer drømmeren til virkeligheden.