Mindwalk
Exhibition Design in underground tunnelsystem, Middelfart Museum of Psychiatric History, Denmark, 2018 - Ongoing
Made in collaboration with Claus Pryds, Michael Madsen and Anna Berit Asp Christensen
I et oplyst land med 5,7 millioner indbyggere er mange stadig uvidende om den menneskelige psykes veje og vildveje. Psykisk sygdom opleves ofte som en lukket verden, der er uforståelig, ubegribelig og tabuiseret. MINDWALK søger med kunsten som budbringer at åbne denne verden i en nyskabende udstilling, der etableres i et underjordisk gangsystem på det forhenværende sindssygehospital i Middelfart.
MINDWALK etableres i en 750 meter lang underjordisk gang under det tidligere sindssygehospital i Middelfart. Projektet tager afsæt i stedets historiske ramme og fortællingen om udvalgte psykiske lidelser og symptomer. Som en kontrast til det klassiske museums formidling af det historiske stof, søger MINDWALK at gøre oplevelser af psykisk sygdom forståelig gennem direkte erfaring med kunsten, der i denne sammenhæng skal tale til sanserne og ikke intellektet.
MINDWALK er en del af det nye museum MIND, der åbner i en patientbygning på det tidligere sindssygehospital i Middelfart, der var i drift fra 1888 til 1999. Udstillingerne i MIND vil formidle psykisk sygdom og psykisk sundhed på en objektiv og videnskabelig måde, mens MINDWALK bliver subjektiv og oplevelsesbaseret. Kontrasten mellem de to udstillinger medvirker til at give et spændingsfelt, hvor det videnskabelige og tekniske møder det personlige, kunstneriske og sanselige.
I MINDWALK skaber vandringen i det underjordiske gangsystem en dramaturgisk oplevelse gennem en serie af rum, der i samspil mellem lys, projektioner og lyd fortæller en anderledes historie om psykiske lidelser. Med en billedkunstnerisk fortolkning af udvalgte psykiske tilstande, er det tanken at skabe et personligt møde med sindssygen, der kan hjælpe til en af-stigmatisering af de psykiske lidelser. MINDWALK åbner den ”normale” hjerne og gør den midlertidigt sindssyg. Vandringen gennem tunnelen fungerer hermed både som et spejl og et forstørrelsesglas, der langsomt forvandler det genkendelige til det ugenkendelige og den normale til den unormale og tilbage igen. MINDWALK kan forstås som en slags fysisk film eller levende scenografi, hvor vandringens dramaturgi udgøres af et partitur af fysiske, lydlige og visuelle elementer, koreograferet af en klassisk 3-akts struktur.